Revanze på livet

Min blog hedder Revanze som i al sin enkelhed kommer fra ordet revanche der betyder: at skaffe sig oprejsning efter et nederlag.

Lidt karikeret tager jeg Revanze på livet.

I 2013 fik jeg konstateret livmoderhals kræft. Heldigvis kæmpede jeg mig rask igen sammen med venner, familie og ikke mindst lægerne. Jeg er i dag kræftfri, og vil meget gerne hjælpe og inspirerer andre kræftpatienter til at komme lettere ud på den anden side af en kræftsygdom. (Jeg mener klart at fokus skal ligge på at blive rask) Det er selvfølgelig individuelt hvilke tiltag man skal gøre, ud over det som kræftlægerne siger og gør for dig.
I min situation bevægede jeg mig kun ud i bilen og ind på sygehuset hvor jeg fik kemoterapi og stråler. Det fortryder jeg i dag. Jeg skulle også have gået en tur og spist noget mere sundt mad. Det gør jeg så nu!! Jeg spiser en masse grønt og er næsten helt sukkerfri. Det er jeg overbevidst om er vejen frem. Min krop siger i hvert tilfælde JA TAK til sundt mad.

Gode råd til kost hvis du har kræft.

Min historie:
Sidst i april 2013 fortalte kræftlægen på Hjørring Sygehus mig, at jeg havde livmoderhals kræft.
BUM – så besvimede min kæreste. Det var simpelthen for meget info omkring kræftforløbet, som han slet ikke kunne forholde sig til. Lægerne og den søde sygeplejerske løb rundt og sørgede for min kæreste. De hentede saftevand, bananer og chokolade kiks. Briksen som stod i gynækologisk stilling blev hevet ud, og op på den kom han. Og så stod jeg midt i lokalet med hænderne over hovedet – “uhh uhh se mig!!! – Jeg har fået kræft.” Total surrealistisk – jeg havde egentlig slet ikke ikke fattet budskabet endnu.

Dagen efter kørte jeg på job, som jeg plejer – alt imens at jeg begyndte at planlægge min begravelse. Da jeg fortalte min kæreste hvad jeg havde gang i, fik han mig omgående stoppet i den tankegang. Og vendt mine tanker væk fra døden, og ind på en mere helbredende tankegang.

Min behandling skulle være en operation – livmoderen skulle opereres væk. Men kræften havde bredt sig, så nu hed behandlingen 6 gange kemoterapi og 30 gange stråler – et forløb over 6 uger.
Kemoterapi er noget lort!!! – jeg kunne ikke tåle det, min krop reagerede meget kraftigt på kemoen. Så efter 3 omgange stoppede lægerne kemoterapi behandlingen med den besked: “Det er strålerne som skal helbrede dig” – kemoen var blot en ekstra behandling. Som i at gå med “livrem og seler”. Nu skulle jeg kun gå med livrem. Når jeg skulle have stråler fik jeg en fin ligbleg morgenkåbe på, da jeg skulle gå fra et rum til et andet. Jeg så virkelig bleg ud i den morgenkåbe. Derfor tog jeg min egen med – en pinkfarvet kort morgenkåbe. Nu så jeg ikke så bleg ud mere. Og jeg er sikker på at personalet i radiologisk afdeling kan huske mig for morgenkåben i pink.

De sidste 2 omgange stråler var indvendige stråler. (Se billedet allerøverst) Lægerne strålede mig meget intens og direkte på området med kræft. Jeg lå stille i ca. 24 timer, hvor jeg kun måtte bevæge mit hoved og mine arme. Alt andet skulle holdes i total ro. Sygeplejersken havde tilkoblet et kateter, og var inden jeg lagde mig havde jeg fået lavement.

Jeg måtte godt få gæster mens jeg lå der, men i de 15 minutter som strålingen varede hver time, skulle de forlade lokalet. Jeg vil sige stemningen var høj mellem gæsterne, vi grinede og der blev lavet sjov. Mange af mine besøgende havde været omkring McDonald og købe milkshake – det var det nemmeste at indtage i liggende stilling. Så hele mit bord var fyldt med forskellige milkshake. Og skabet fyldt med chokolade til dagen efter. Nok havde vi det sjovt og grinede for at få tiden til at gå. Men jeg fik konstant smertestillende og om natten beroligende piller. Så da jeg næste dag kl. 10 blev frigjort fra alle instrumenterne i mit underliv ( og ja det gjorde afsindigt ondt), der var jeg total smadret. Som i helt kvæstet og træt. Jeg kunne ikke tænke på andet, end et om en uge skulle jeg igennem 24 timer af samme omgang, igen.

Da det var slut med stråler og kemoterapi skulle jeg vente 3 måneder – 180 dage på at få svar om behandlingen havde hjulpet, og om de havde fået bugt med kræften. Det er nok de længste 3 måneder i hele mit liv.
Heldigvis havde det en lykkelig udgang. Strålerne havde fjernet kræften i mit underliv.

Der kommer lige en pointe her: Husk at du selv kan vælge fra og til, – husk du har selv et ansvar for dit liv, og for at vælge noget bedre til (hvis du kan), noget som gør dig godt og i bedre humør.
Selvom at jeg var i en virkelig kedelig og alvorlig situation – så valgte jeg at det var ok, at vi havde det sjovt under de indvendige stråler, og jeg valgte at tage en pink morgenkåbe på, som kvikkede mig op, og gav et par smil her og der.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *